Foreningen
FOTO: CAMILLA NORDBY / SMUKFEST
Skanderborg Festivalklub – i form af formænd, stedfortrædere, subformænd, medhjælpere, stab, ledelse, direktion og bestyrelse – arbejder ud fra en række fælles kerneværdier, der tilsammen er foreningens pejlemærke:
Fællesskab
Forbundethed – Overskudsenergi – Forskellighed
Smukfest består af fællesskaber – store og små, gamle og nye. Fællesskaber er det, vi står på, det vi lever af, og det vi skaber. Vi tror på, at alle har brug for at være noget for nogle, og at vi i vores mangfoldige forbundethed skaber noget større, end vi kan, hver for sig.
Nysgerrighed
Åbenhed – Fordomsfrihed – Udsyn
Smukfest drives af nysgerrighed, og fordomsfri åbenhed. Over for musikkens møde med bøgeskoven, kunstens møde med festen og de menneskelige møder i fællesskabet. Vi tror på, at de største oplevelser venter, når vi går opsøgende til verden.
Frihed
Glæde – Lethed – Antidagligdag
Smukfest har siden starten været et frihedsprojekt, som har dyrket glæden ved den frisættelse, der ligger i antidagligdagen. Vi tror på, at det skal være let at være den, man gerne vil være, og på friheden til at skabe sig sammen med andre.
Finurlighed
Skabertrang – Originalitet – Underfundighed
Smukfest er kærlighed til det underfundige og det skæve. Vi tror på de oplevelser, der overrasker os og bevæger os, får os til at smile. Dem, der giver anledning til refleksion eller provokation. Dem, der bevæger verden og dem, der ikke som sådan nytter, men har en oplevelsesværdi i sig selv.