Organisationsstruktur

Hænder_Larsen-3

FOTO: LARSEN / SMUKFEST 2019

Skanderborg Festivalklub er organiseret i flere forskellige lag – både i driftsorganisationen og i frivilligheden. 

Generalforsamling
Generalforsamlingen er den øverste myndighed i festivalklubben. Alle medlemmer af festivalklubben har adgang til den årlige generalforsamling, som afholdes i januar. Det er generalforsamlingen, der vælger den frivillige bestyrelse, godkender regnskab og eventuelt vedtager vedtægtsændringer.

Der er i dag omkring 25.000 medlemmer af Skanderborg Festivalklub, hvoraf de 16.000 er aktive medhjælpere. Alle aktive medlemmer af festivalklubben har adgang til generalforsamlingen, har stemmeret og er valgbar til bestyrelsen.

Bestyrelsen
Bestyrelsen vælges blandt de frivillige medlemmer på generalforsamlingen og består af syv faste medlemmer samt to aktive suppleanter. Bestyrelsen repræsenterer alle foreningens medlemmer og udarbejder strategiske anbefalinger til festivalklubben. Bestyrelsens arbejde er ulønnet. 

Direktionen
Direktionen har af bestyrelsen fået ansvaret for den daglige drift og afvikling af Smukfest. Direktionen består i øjeblikket af seks ansatte, der har ansvaret for foreningen, arbejdspladsen og den strategiske udvikling af forretningen.

Ledelsen
Ledelsen har ansvar for forskellige områder af festivalen – året rundt. Ledelsen har specifikt fokus på kerneproduktet, som er planlægning, afvikling, evaluering og udvikling af festivalen i samarbejde med direktionen. Ledelsen består af medarbejdere fra FØLA.

Frivillighedsgruppen (FRIG)
FRIG skal med deres viden, ekspertise og erfaring kvalificere idéer, tanker og i sidste ende beslutninger, som berører frivilligheden. FRIG har også et udvidet ansvar for implementering af beslutninger ud i det frivillige lag. FRIG består af medarbejdere fra FØLA.

Koordinatorer
Koordinationsområderne ledes af koordinatorer, som er medlemmer af henholdsvis direktion, ledelse og FRIG. Alle koordinationsområder består af en række hold, som har hver sin specialopgave. Alle hold ledes af en formand, som har en stedfortræder og et antal subformænd afhængigt af holdets størrelse og opgave.